
Torsdag d. 1. september 2016 var en helt særlig dag for 4. årgang på Mellervangskolen. Her lød startskuddet nemlig til Mellervangskolens Big band, som er et samarbejde mellem Mellervangskolen og Aalborg Kulturskole om instrumental- og orkesterundervisning til skolens mellemtrinselever inden for skoledagen.
Undervisningen gennemføres i samarbejde af lærere fra både skole og kulturskole. Projektet er blevet til på initiativ af tre af Mellervangskolens musiklærere og udviklet i samarbejde med lærere på Aalborg Kulturskole.
Ambitionen er at udvikle det enkelte barns kompetencer på områder, hvor vi ved at det at spille et instrument kan gøre en forskel for børn. F.eks. i forhold til koncentrationsevne, stresshåndtering og selvopfattelse. Mellervangskolen har førhen været kendt for et levende musikmiljø, men i de senere år har Kulturskolen haft få elever på skolen, og målet er, at Mellervangskolens big band kan være med til at skabe nye fællesskaber på skolen med udgangspunkt i musikken.
Mellervang Big Bands fokus er at tilføre nye, positive dimensioner til børns liv gennem et aktivt og forpligtende, inkluderende fællesskab med musikken som både mål og middel. Musikken er midlet, som kan inkludere alle børn, medvirke til elevernes personlighedsudvikling, identitetsdannelse og øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.
I Mellervang Big Band opnår børnene både musikfaglige og almene færdigheder og kompetencer og de særlige succesoplevelser som kan give mod på verden. Målet er, at det enkelte barn klarer sig bedre – i uddannelsessystemet og i livet – og får styrkede muligheder for at deltage aktivt såvel i kulturlivet som i samfundslivet.
I visionen for Aalborgs skoler: Noget at have det i, arbejder vi bl.a. ind i målsætningen, “alle har mod på at deltage i verden”, der har fokus på udvikle det enkelte barns stemme, alene og som en del af et fællesskab.
For Mellervangskolen og Aalborg Kulturskole er målet at etablere et fast spillende orkester med elever fra skolens 6.-9. årgang. Mellervang Big Band skal være en identitetsmarkør for det enkelte barn, for skolen og for lokalmiljøet, hvor et højt musikalsk niveau, det fællesskabsorienterede og det skæve, skønne og skabende er nøgleord.